Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
SharePoint

Velkommen til  månedsbrev  # 9 2018

Fra holdet bag Bæredygtig Bundlinje Bornholm må vi endnu engang takke for en rigtig god dag på vores sidste workshop, hvor der var masser af snakkelyst og gensidig inspiration. 

Evaluering kunne afsløre at alle var enten tilfredse (30%) eller meget tilfredse (70%). Igen følte alle de havde tid til at udveksle med andre virksomheder. Langt størstedelen følte de blev klarere på hvad de skulle, ville ændre noget i deres virksomhed på baggrund af mødet og ønsker nu at deltage i flere møder om bæredygtighed. 

Især var der en god modtagelse af muligheden for at få input fra de besøgende konsulenter. 

Der blev arbejdet længe og koncentreret på hver af de deltagendes roadmap. Og emnerne var mange. Men generelt kan måske nævnes disse pointer som vi tog med os hjem.

  • Start i det små, vind besparelser på de lavthængende frugter, så I kan finansiere næste skridt.
     
  • Se processen som et løg, der skrælles. Start med at optimere på de yderste lag og fortsæt så indefter
     
  • Start med den gode almindelige husførelse
  • Optimer indstillinger og vedligehold 
  • Optimer styringen 
  • Udskift udstyr 
  • Find nye processer 
  • Først til sidst skifter i energikilden. 

Du kan nemt få overblik over dit elforbrug på ”Min Side” hos Bornholms Energi Og Forsyning. Se hvordan her i Månedsbrevet.  

 

 

Tjek på dit elforbrug? 

Sådan kan du få styr på dit elforbrug …

  1. Besøg Min Side på Bornholms Energi og Forsyning
  1. Indtast dit kundenummer og en internetkode.
  1. Vælg ”Detaljeret Køb/salg til net”.
  1. Nu kan du vælge, i hvilket tidsrum du vil se målingerne, og om du vil have dit forbrug opgjort per timer, dag eller måned. 
  1. Vil du have det som excel-ark, trykker du på linket nederst på samme side, hvor der står ”Eksporter målerdata til Excel”. 

Mangler du kundenummer og internetkode, kan du gøre to ting ...

1. Hvis Forsyningen har registreret din e-mail, kan du indtaste den i feltet på denne side  Så sender de dig dit kundenummer og internetkode, samt en engangskode du kan bruge til at logge direkte på med. 

2. Hvis ikke du har registreret din e-mail hos BEOF, finder du oplysningerne på dine seneste regning eller aflæsningskort. 


Restaurant Marina Furesøbad lod sig Svanemærke


I 2016 deltog Restaurant Marina Furesøbad i et netværksmøde hos Miljømærkning Danmark, sammen med en stribe andre grønne restauranter. På det møde hørte de første gang om, at det var muligt at 
svanemærke en restaurant. 

Restauranten oplever en løbende tilgang af kunder siden de fik Svanemærket, og forpagteren har mange gange oplevet, at gæsterne selv bemærker, at restauranten er svanemærkede og sætter pris på, at den er det.

I hverdagen betyder det, at personalet gør en ekstra indsats for at leve op til certificeringen, og derfor er opmærksomme på det i alle led, helt ned i detaljerne i arbejdet. Og måske er de også lidt stolte over at arbejde på en restaurant, der har valgt at gå i front ved at blive Danmarks første svanemærkede restaurant. 

Forpagter Michael Bay Olsen mener social ansvarlighed og omtanke for miljøet er højt oppe på både danskernes og politikernes dagsorden, og klimaforandringerne forsvinder ikke lige foreløbig. Så han forudser, at der bliver endnu større fokus på virksomheder som deres, der er svanemærkede, og dermed beviser deres ansvarlighed. 



Workshop: Grøn Turisme - Mærkning som værktøj til grøn profil og bedre bundlinje  

Den 16. januar sætter vi fokus på, hvordan I kan arbejde med jeres grønne profil og en bedre bundlinje gennem brug af mærkningsordninger. Kom og få overblik over de metoder, fordele og ulemper, der er knyttet til certificering og at få eksempler på, hvordan man kommer i gang evt. med blot udvalgte dele af en mærkningsordning. 

På workshoppen fortæller Mikal Holt Jensen fra Green Key om de betingelser og metoder, der er knyttet til denne miljømærkningsordning, og Jens Ipsen fra Hotel Siemsens Gaard følger op med sine erfaringer med at bruge den. Gennem de to oplæg, god tid til at stille spørgsmål og en indlagt øvelse, vil I finde ud af, om certificering er noget for jer, og hvordan I evt. kommer i gang. 

Alle BBB-virksomheder modtager individuel invitation med nøjagtigt program og detaljer om tilmelding. Men sæt kryds i kalenderen allerede nu.

Tid og sted: Onsdag 16. januar kl. 8.30-12.00 Stenbrudsgården, Længen. Stenbrudsvej 55 - 3730 Nexø.


Var du til videnscafé i Nexø?

I denne uge var der mulighed for at få opklaret, hvad cirkulær økonomi egentlig dækker over, da Center for Regional og Turismeforskning, CRT havde inviteret til videnscafe i Nexø om emnet.

I tre oplæg blev der zoomet ind på den cirkulære økonomi, og hvilke muligheder og barrierer den indeholder for bornholmske virksomheder, myndigheder, borgere og forbrugere i bred forstand. Der blev også stillet spørgsmål ved om cirkulær økonomi egentligt er noget nyt, eller om det blot et nyt navn for bæredygtighed og genbrug af affald.

Oplægsholderne var seniorforsker Jesper Manniche, CRT, fuldmægtig Hans-Christian Holmstrand, Aalborg Universitet, og Anne Thomas, seniorprojektleder, Bæredygtig Bundlinje.
 

Læs Tidendes foromtale af arrangementet, som jo altså har fundet sted.
 


 

Tilmeld dig Bæredygtig Bundlinje Bornholms månedsbrev - send en mail: "Ja tak send mig BBBs månedsbrev" til bgi@brk.dk

Kontakt
Seniorprojektleder Anne Thomas
anne.thomas@gate21.dk