Nyheder fra Bright Green Island

 

Pressemeddelelse fra Bornholms Regionskommune 16. januar 2017:


Hvad er Bright Green Island for dig?


På Bornholm vil vi i 2025 være et bæredygtigt, CO2-neutralt øsamfund - fordi vi tror på, at en holdbar fremtid for vores ø handler om klogt og bæredygtigt at udnytte og værne om vores fælles ressourcer.


Arbejdsindsatsen kalder vi Bright Green Island - men vi kan ikke gøre det uden dig. Fortæl os i første omgang via Bornholmerpanelet, hvad du synes et bæredygtigt Bornholm bør handle om.


Grøn el i stikkontakterne og lokale fødevarer på middagsbordet. Virksomheder, der udnytter restprodukter fra produktionen - og dig, der sorterer dit affald eller får efterisoleret dit hus og sparer varmekroner. Bright Green Island handler nemlig om dig og mig, om og hverdagen. Om det vi spiser, det vi forbruger, hvordan vi producerer og hvordan vi omgås hinanden.
Og vi er på mange områder allerede godt med.


"Alle bornholmere er uundværlige i udviklingen af vores ø i en bæredygtig retning. Og når vi i 2017 sætter fornyet fokus på den bæredygtige udvikling, er det vigtigt først at vide, hvor vi står i dag. Derfor inviteres alle bornholmere til i en spørgeskemaundersøgelse at give deres besyv med om, hvad de synes Bright Green Island er - og bør være," udtaler borgmester Winni Grosbøll.


Hvad er Bright Green Island for dig?
Bright Green Island er vores ø's fællesbetegnelse for de mange bæredygtige og kloge initiativer til merudnyttelse af vores ressourcer på omsorgsfuld vis for natur og klima - og mennesker.


"De fleste bornholmere kender nok lidt til Bright Green Island, men hvad vi forbinder med vores bæredygtighedsvision er sikkert lige så forskelligt, som vi bornholmere er," forklarer Winni Grosbøll.


"Nogle forbinder det måske med renovering af private hjem, som man kender det fra Bedre Bolig Bornholm-projektet og efteruddannelse af 'grønne håndværkere' nogle år tilbage. Andre forbinder det måske med den økologiske omstilling i landbruget og de bornholmske fødevareprodukter af høj og berømmet kvalitet. Andre igen forbinder måske Bright Green Island med omstillingen til fossifri energi hos Bornholms Energi og Forsyning, opførelsen af Green Solution House eller med BOFA's undervisning i affaldssortering eller forsøg med affaldssortering i Hasle."


Hun understreger, at mange veje leder til en Bright Green Island, og skal vi skabe et 100 % bæredygtigt samfund, så er det nødvendigt at søge inspiration og skabe udvikling fra mange forskellige kanter samtidig.

 

"I 2017 sætter vi gang i en ø-dækkende proces for at løfte Bright Green Island-udviklingen det næste skridt videre. Men inden vi sætter rigtig gang i denne proces, er det klogt at stoppe op og spørge os selv og hinanden: Hvad forbinder vi hver især med Bright Green Island? Hvad ønsker vi at Bright Green Island skal handle om de kommende år?," spørger hun.


Du kan også være med
Derfor udsendes der en elektronisk spørgeskemaundersøgelse til Bornholmerpanelet fredag den 20. januar. Her spørges et repræsentativt udsnit af bornholmerne, hvad de mener om Bright Green Island.
Hvis du ikke allerede er med i bornholmerpanelet, kan du nå at tilmelde dig denne uge, inden undersøgelsen udsendes.

 

Tilmeld dig Bornholmerpanelet her - og få tilsendt spørgsmålene til din mailadresse.


"Resultaterne fra undersøgelsen skal vi bruge som grundlag for de kommende års arbejde med at målrette vores indsatser, så bornholmernes svar bliver en pejling for, hvor Bright Green Island skal hen. Derfor håber vi også, at mange vil have lyst til at deltage i undersøgelsen - for jo flere der deltager, jo bedre et grundlag har vi for at skabe en retning og form på det videre arbejde med Bright Green Island, vi som ø kollektivt bakker op om," slutter hun.


For yderligere kommentarer eller spørgsmål kontakt Lena Schenk på mobil: 30182353