Masser af energi i Bright Green Island

10-11-2017

Flere end 100 deltagere på Bright Green Island stormøde

Onsdag aften deltog over 100 bornholmere i et vellykket Bright Green Island stormøde i festsalen på Campus Bornholm i Rønne. Mødet var planlagt som opfølgning på Bornholmerdøgnet, der løb af stablen i Kyllingemoderen den 6. og 7. oktober.  Formålet med stormødet var at følge op på arbejdet med bornholmermålene og tage det næste skridt mod at konkretisere de projektinitiativer, der fik størst tilslutning under Bornholmerdøgnet. Der var god energi blandt deltagerne, som gik ind i arbejdet med stort engagement.

Grundlaget for arbejdet på mødet var de otte bornholmermål, som blev formuleret i fællesskab i Kyllingemoderen. De blev præsenteret i begyndelsen af stormødet:

 

  • Bornholm gør bæredygtighed til god forretning
  • Bornholm fører regnskab med sin grønne omstilling
  • Bornholm har et negativt CO2-regnskab i 2035
  • Bornholm kører grønt på land
  • Bornholm kobler bæredygtighed og boliger med kulturel identitet
  • Bornholm er fyrtårn for bæredygtige danske fødevarer
  • Bornholm gør sin naturrigdom til en del af bundlinjen
  • Når jeg er på Bornholm, er jeg en del af Bright Green Island

På stormødet var der, ligesom på Bornholmerdøgnet, mulighed for at skrive sit eget personlige bornholmermål ned og få taget et foto sammen med det. Fotografierne bliver lagt op på Bright Green Islands side på Facebook og på hjemmesiden, hvor der allerede er en hel del billeder med bæredygtige mål til inspiration.

Arbejdsgrupperne går nu videre med bornholmermålene og projektideerne. I første kvartal af 2018 afholder Bright Green Island kontaktpunkt en række workshops til at understøtte det videre arbejde med projektideerne i forhold til fundraising og partnerskaber.