Nyhedsbrev november 2018

14-11-2018

Klima og Bæredygtighedsudvalget holder dialogmøder

Der er godt gang i opfølgningen på den nye Bright Green Island Vision og de 8 Bornholmermål, som kommunalbestyrelsen tiltrådte i juni måned i år. Formand for kommunens Klima og Bæredygtighedsudvalg, Anne Thomas fortæller, at opgaven nu er at finde ud af, hvad vi konkret vil gøre indenfor de 8 mål både i kommunen og rundt om i øens erhvervsliv og foreninger.

Du kan læse mere om de forskellige processer og gode grønne takter i dette nyhedsbrev.  

Skulle det inspirere til også at lave grønne ændringer i hverdagslivet genudsendes her linket til de 10 grønne skridt på Bright Green Islands hjemmeside. Øvrig inspiration til grøn adfærd kan for eksempel findes på Danmarks grønne tænketank, Concitos hjemmeside.
 
God læselyst, Lena Schenk
Koordinator Bright Green Island

 

"Det er sjovere at feje for egen dør, når man ved at naboen fejer for sin".

Det er sjovere at feje for egen dør, når man ved at naboen fejer for sin", sagde Anne Thomas fra Klima- og bæredygtighedsudvalget på flere af møderne med øens brancheforeninger, som et eksempel på at det er mere givende og også sjovere at arbejde med bornholmermålene, når man ved, at naboen gør det samme.

De første 10 møder har nu været holdt mellem Klima- og bæredygtighedsudvalget og øens forskellige brancheforeninger. Og det er positive takter og gode konstruktive meldinger, der kommer fra brancheforeningerne. Indtil nu har alle tilkendegivet opbakning til Bright Green Island visionen og mange er kommet med forskellige bud på, hvordan de som brancheforening kan understøtte et eller flere af Bornholmermålene.

Klima- og Bæredygtighedsudvalget mødes også med alle øens by- og borgerforeninger i november måned. Når alle møder er afsluttet vil Klima- og bæredygtighedsudvalget komme med et bud på, hvordan der i det nye år kan samles op på de lokale handleplaner, der nu skabes rundt på øen.

 

 

Bornholmermål og øens foreninger

Fra politisk side opfordres øens mange foreninger til at indarbejde et eller flere af Bornholmermålene i deres samarbejdskontrakt med kommunen.

Mange foreninger tænker allerede bæredygtige elementer ind i foreningslivet, mens det for andre først er noget, man skal til at tage fat på. Ved at skrive de grønne indsatser ind i samarbejdskontrakterne får foreningen mulighed for at forholde sig konkret til, hvilke dele af den grønne omstilling, det er mest relevant eller mulig for dem at bidrage til. Og så er det med til at skaber synlighed om vores fælles indsatser.

Det kan være meget forskelligt, hvad man som forening tager fat op. Måske man, som det er tilfældet med forsamlingshuset i Snogebæk, kan beslutte, at man ikke længere vil benytte engangsservice og dermed understøtte Bornholmermål #3. Man kan også bestemme sig for hovedsageligt at købe lokale og klimavenligt mad, som det står skrevet i Bornholmermål #6. Eller noget helt tredje.

Kommunen udarbejder en inspirationspleje i forbindelse med at opfordringen sender til foreningerne.

 

Grøn Boligmesse og Bornholmermålsmødet – flyttes til forår 2019

Grøn boligmesse og Bornholmermålsmødet, der var planlagt til afholdelse i starten af november, omtalt i sidste nyhedsbrev, flyttes til foråret 2019.

Udskydelsen skyldes efterårstravlhed hos de mange håndværksmestre, som ønsker at have en stand på Messen, men ikke kan nå det til i år. For at sikre en god messe for alle, er det derfor besluttet at flytte messen. Der kommer nærmere besked om datoer for Grøn Boligmesse og Bornholmermålsmødet i næste nyhedsbrev.

 

Tilskud til energirenovering for boligejere

I det nye år bliver det muligt at søge tilskud til energirenovering af private boliger i mindre byer og på landet. Kommunen har sikret at statslige puljemidler på 1,9 mio. kr. kan søges af private boligejere på Bornholm. De nærmere retningslinjer for ansøgning af puljen afklares af kommunalbestyrelsen på et kommende møde i kommunalbestyrelsen.

Når retningslinjerne for tilskudsordningen ligger klar, meldes de ud i nyhedsbrevet samt på kommunens og Bright Green Islands hjemmeside.


bgi; november; nyhedsbrev